Tyverier

To dyre sofaer stjålet fra lærerværelse

GUG: Efter et indbrud på Byplanvejens Skole er det slut for lærerne med at slappe af i et par kostbare designer-sofaer i frikvartererne. Vagthavende hos Aalborg Politi oplyser nemlig, at der fra lærerværelset blev stjålet to sofaer i Børge Mogensen-design, og de har en værdi af cirka 30.000 kroner stykket. Indbruddet skete kort før kl. 05, da tyven eller tyvene knuste en større rude for at komme ind. Ifølge vagthavende var en lænestol også slæbt udenfor, men måske på grund af pladsmangel i flugtbilen blev den efterladt på stedet. Aalborg Politi havde i går ikke nogen nærmere beskrivelse af de to forsvundne sofaer. tino