To er reddet fra forlis ved Hvide Sande

Et fiskefartøj er gået ned i Vesterhavet, og to mænd er blevet sejlet i land. De er forkomne, men i god behold

To er reddet fra forlis ved Hvide Sande

To personer er blevet bragt i land under en redningsaktion i farvandet ud for Hvide Sande.

I aktionen onsdag har deltaget en helikopter fra flyvevåbnet og både fra den lokale redningsstation, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK).

Et dansk fiskefartøj er gået ned, men det er altså lykkedes at få de to ombordværende reddet.

De to mænd blev fundet i en redningsflåde.

De har fortalt, at kutteren var sprunget læk og sunket, og at de i al hast måtte gå i flåden.

Alarmen blev slået klokken 12, da SOK fik besked om, at en kutter cirka syv sømil fra land havde set nødblus.

De to mænd er blevet sejlet til Hvide Sande. De er i god behold, men var noget forkomne, oplyser SOK.

/ritzau/