Trafikulykker

To et halvt års fængsel for at køre kæreste ned

FREDERIKSHAVN:En 45-årig mand fra Frederikshavn ankede på stedet dommen, da retten i Frederikshavn onsdag idømte ham to og et halvt års fængsel for i juni i Søndergade i Frederikshavn at have kørt sin samleverske ned. Efter et skænderi med samleversken ville den berusede mand køre bort i bil, og da hun forsøgte at standse ham, blev hun hårdt kvæstet, da manden påkørte hende. Frederikshavneren nægtede i retten sig skyldig i grov vold, men retten mente noget andet. Manden har siddet varetægtsfængslet siden påkørslen i juni, og han forsatte efter domsafsigelsen afsoningen.