EMNER

To fængselsstraffe

FREDERIKSHAVN:En 34-årig mand, der er af tyrkisk oprindelse men bosat i København, blev torsdag idømt 60 dages ubetinget fængsel ved retten i Frederikshavn. Manden, der under afsoning af en tidligere straf var stukket af fra Sdr. Omme Fængsel, blev pågrebet med 198 gram hash. Når retssagen fandt sted i Frederikshavn, er det fordi, han nu afsoner på Kragskovhede. Manden udbad sig betænkningstid med hensyn til anke af dommen. Ligeledes torsdag blev en 30-årig mand med et langt synderegister idømt yderligere 10 dages fængsel. Manden, der tidligere har boet på Randersegnen og i Løgstør, stjal under udgang fra arresten i Frederikshavn et telt til 699 kroner i Aldi i Skagen - noget, der normalt vil udløse en bødestraf, men da manden tidligere er dømt for en lang række berigelseskriminelle forhold, udløste sagen en ny fængselsstraf.