Vold

To fængslet for brutal vold mod norske fodboldfans

To danske mænd nægtede kategorisk, at de havde kastet sig over en gruppe norske fodboldfans, der stod ved en pølsevogn på Rådhuspladsen.

Mændene afviste under et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, at de pludselig og uden at være provokeret havde overfaldet fodboldturisterne natten til lørdag. De blev begge varetægtsfængslet i 13 dage. Ved overfaldet fik et af ofrene tre komplicerede brud på kæben, da han blev slået og sparket i ansigtet med så stor voldsomhed, at han sandsynligvis får varige mén af det brutale angreb. Det skete, da en håndfuld nordmænd efter en festlig aften i den danske hovedstad stod ved pølsevognen. Det provokerede to 22-årige mænd, der ifølge deres egne forklaringer er Brøndby-supportere. Ifølge sigtelsen kastede de to sig over ofrene og pryglede løs på dem. Ud over den alvorligt kvæstede mand fik to andre nordmænd mindre skader som følge af angrebet. De blev kort efter anholdt af politiet, da vidner udpegede dem som gerningsmændene til volden. Begge mændene er sigtet for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Den ene er kendt for tidligere volds- og trusselsepisoder i den mere aggressive del af fodboldsupporter-miljøet. /ritzau/