EMNER

To faldt i ildkamp med Taliban

Danske soldater blev ramt af geværild da de blev overfaldet på patrulje

KØBENHAVN:To danske soldater på henholdsvis 21 og 22 år blev torsdag dræbt i det sydlige Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando. De to dræbte er fra 2. deling i spejdereskadronen, der kommer fra Gardehusarregimentet i Slagelse. - Det er med stor beklagelse, at jeg over middag modtog meddelelsen om, at to danske soldater fra spejdereskadronen i den danske bataljon i det sydlige Afghanistan er faldet i kamp med Taliban, siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou. - Jeg tænker selvfølgelig også på de faldnes kammerater og kolleger, der på trods af tabet og afsavnet fortsætter med at løse den vigtige opgave med at holde Taliban på afstand af de vigtige byområder i den centrale del af Helmand-provinsen. Faldet i ildkamp Soldaterne var indsat i Upper Gereshk Valley i det sydlige Afghanistan med spejdereskadronen, da de under patruljen på østsiden af en flod blev ramt af håndvåbenild. Alle de nærmeste pårørende var sent i aftes underrettet. Ifølge chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kjærskou blev den ene soldat dræbt på stedet under kampen med Taliban. Den anden soldat blev hårdt såret, og døde torsdag eftermiddag på hospitalet. Umiddelbart efter skududvekslingen blev de øvrige danske soldater evakueret med helikopter til Camp Bastion. Det er den ottende og niende danske soldat, der er blevet dræbt i Afghanistan. Alene de seneste måneder er nu fem blev dræbt. To blev dræbt i oktober, en major i november - og så yderligere to i dag. Danmark har 550 soldater udstationeret i Afghanistan. Afbrød åbningsdebat Folketinget afbrød åbningsdebatten på grund af de to dræbte soldater. Efter pausen gik tinget direkte til afstemning. Statsminister Anders Fogh Rasmussen slog i aftes fast, at hans tanker først og fremmest går til de dræbtes familier og pårørende, efter at han fik meddelelsen om, at to danske soldater er faldet i kamp. - Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelse om, at de danske soldater er blevet dræbt forbindelse med kamphandlinger i Helmandprovinsen i Afghanistan i dag. Mine tanker og dybeste medfølelse gået først og fremmest til de pårørende. Det er dybt tragisk, når soldater mister livet i kampen for at sikre andre mennesker bedre levevilkår. De danske soldater gør under vanskelige vilkår en fremragende indsats for at hjælpe den afghanske befolkning. Mine tanker går derfor også til de dræbtes kammerater i Afghanistan, siger statsministeren./ritzau/ Læs også 1. sektion side 5 og 12