To fantastiske timer

Film 28. februar 2003 07:00

FILM "The Hours" Man bliver siddende i biografsædet. Tankerne ruller om kap med lærredets tekster. Og det er næsten umuligt at løsrive sig. Og vende tilbage til virkeligheden. For med filmen "The Hours" har instruktøren Stephen Daldry begået en mesterlig skildring af det at være kvinde i en periode, der strækker sig over 100 år. Virginia Woolf (Nicole Kidman) er i færd med at skrive bogen om en dag i Mrs. Dalloways liv. Samtidig fortæller filmen om en dag i to andre kvinders liv. En skelsættende dag hvor de under forberedelserne til en fest indser deres livs utilstrækkelighed. Laura Brown (Julianne Moore) lever sit pæne forstads liv i 40'ernes Los Angeles. Men manden, sønnen og den ufødte datter er ikke nok. Hun er ved at kvæles i dagligdagens trivialitet og finder tilflugt i Virginia Woolfs roman om Mrs. Dalloway. I nutidens New York City kæmper Clarissa Vaughan (Meryl Streep) med sin kærlighed til den døende ven og tidligere elsker Richard (Ed Harris), der netop har vundet en pris for sit forfatterskab. Derfor forbereder hun den store fest med alle deres gamle venner. Parallelt følger vi Virginia Woolfs kamp med livet og sig selv tilbage i 20'ernes England. Hvor hendes eneste lindring findes i det skrevne ord. Med et blændende manuskript af Michael Hare formår instruktøren at omsætte Michael Cunninghams Pulitzer-vindende roman fra 1998 til en medrivende historie om kvindernes kamp med sig selv og deres liv. Og det er fuldt fortjent, at filmen er nomineret til ni Oscars. For ved hjælp af glidende billeder og smuk musik tages vi ved hånden og ledes den snørklede vej gennem et helt århundrede. Uden på noget tidspunkt at vide, hvad der sker omkring det næste hjørne. Og er manuskriptet fantastisk, er skuespillerne om muligt endnu bedre. For det er intet mindre end en perlerække af de allerbedste. Som stråler om kap. Nicole Kidman slår for alvor sit navn fast som karakterskuespiller i rollen som den feministiske forfatter Virginia Woolf. Med den dybe stemme og den karakteristiske næse ér hun hende. Og giver os et troværdigt billede af en kvinde i kamp med sit eget sind. Julianne Moore er et glansbillede som den på overfladen lykkelige husmor, der nok smiler, men bag facaden er ved at krakelere. Meryl Streep besidder sin sædvanlige smukke sårbarhed som redaktøren, der kæmper med en fortid, som truer hendes nutid. Og Ed Harris er intet mindre end formidabel som den Aids-syge forfatter Richard, der lider under sin fortid, men har accepteret sin fremtid og sin skæbne. "The Hours" er i det hele taget en film, der fortæller om det svære liv. Men også om et liv som vi skal se i øjnene. Vide hvad det er. Elske det for det. Og så lægge det væk. Og er livet bare nogle timer, der skal udfyldes, som titlen refererer til. Hvorfor så ikke udfylde dem med noget godt? Feks. med to fantastiske timer i biografen. Maj Bjerring Sørensenmaj.bjerring.soerensen@nordjyske.dk "The Hours" Instruktør: Stephen Daldry, USA 2002, 1 time og 56 min., tilladt over 11 år Danmarkspremiere

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...