Lokalpolitik

To Farsø-bud på borgmesterpost

Kurt Friis Jørgensen og Kaj Wisti Lassen dyster mandag aften om at blive Venstres lokale spidskandidat

HVALPSUND:Partifællerne i Aars og Aalestrup har allerede formelt udpeget deres bud på en kommende førstemand i Vesthimmerlands Kommune - og i Løgstør vil det nærmest være en sensation, hvis ikke valget falder på den siddende borgmester, Jens Lauritzen. Mandag aften kommer turen til Venstres cirka 200 partimedlemmer i Farsø. På et medlemsmøde på Hvalpsund Færgekro skal de beslutte sig for, hvem der skal repræsentere de lokale farver, når alle egnens Venstre-folk mandag 14. marts samles i Messecenter Aars for at vælge en fælles borgmesterkandidat. Borgmester H. O. A. Kjeldsen har forlængst signaleret, at han ikke er interesseret i en ny embedsperiode som borgmester, og i stedet står valget i Farsø mellem de to byrådsmedlemmer: Kurt Friis Jørgensen og Kaj Wisti Lassen. - Det er to forskellige personer, men rent politisk ligger de, så vidt jeg kan skønne, ikke så forfærdelig langt fra hinanden. Derfor håber jeg også, vi som parti kommer godt ud af valghandlingen. Uanset hvem vi ender med at vælge som vores borgmesterkandidat. - I Aalestrup har vi desværre set visse efterdønninger efter kampvalget mellem Per Bisgaard og Ole B. Sørensen. Den situation skulle vi helst undgå i Farsø, lyder det fra Jens Erik Andersen, som er formand for Venstres samarbejdsudvalg i Farsø. I et kandidatfelt bestående af en siddende Løgstør-borgmester, en tidligere Aalestrup-borgmester og et erfarent byrådsmedlem fra egnens største kommune vil hverken Kurt Friis Jørgensen eller Kaj Wisti Lassen på forhånd være at betragte som favoritter, erkender Venstres organisatoriske frontfigur i Farsø. - Jeg vil ikke forsøge at foregøgle nogen, at vi i Farsø kan stille med en kandidat, der har 90 procents chance for at gå ud af afstemningen som den endelige sejrherre. - På den anden side vil jeg hævde, at både Kaj Wisti Lassen og Kurt Friis Jørgensen har mere end 25 procents chance for at blive valgt, erklærer Jens Erik Andersen fortrøstningsfuldt. For alle eventualiteters skyld har Venstre i Farsø Kommune dog også inviteret to af de andre borgmesteremner med til mandagens medlemsmøde i Hvalpsund. Aalestrup-kandidaten, Per Bisgaard har tidligere haft lejlighed til at fremføre sine synspunkter over for partifællerne i Farsø, og på den baggrund er det kun ret og rimeligt, at også Jens Lauritzen, Løgstør, og Jan Dyregaard, Aars, får mulighed for at lufte deres visioner for den kommende Vesthimmerlands Kommune. - Vi er mig bekendt den eneste af de fire partiorganisationer i Vesthimmerland, som på den måde giver alle fire borgmesterkandidater chancen for at komme til orde inden afstemningen 14. marts. - Dermed forsøger vi at ruste vore medlemmer bedst muligt forud for den endelige valghandling i Aars om godt to uger, fremhæver Jens Erik Andersen. Indtil videre har Venstres lokalforeninger i Farsø ikke oplevet noget større medlemsboom i forbindelse med det forestående valg af borgmesterkandidat. Antallet af Venstre-medlemmer i kommunen ligger fortsat lige omkring de 200, og heraf håber Jens Erik Andersen, at i hvert fald halvdelen vil møde op i Hvalpsund på mandag for at gøre deres indflydelse gældende. Skal en af de to Farsø-kandidater ende med at blive borgmesterkandidat for hele Vesthimmerland vil det dog formentlig kræve en endnu stærkere mobilisering af medlemmerne, når det endelige slag skal slås. Både i Løgstør og i Aars Kommune er der som udgangspunkt flere organiserede Venstre-medlemmer i forhold til indbyggertallet, noterer Jens Erik Andersen.