Aalborg

To forretninger under samme tag i Jerslev

JERSLEV:I Jerslev er to forretninger samlet under samme tag. Det er Idé-salonen og Idé-deko, som henholdsvis Lene Træholt, Hellum, og Lone Raal, Brønderslev, står bag. Det er to veninder, der er gået sammen om forretningerne. Lene Træholt er for få måneder siden uddannet på Frisørskolen i Aalborg, og hun ønskede sin egen forretning. Lone Raal er dekoratør og driver firmaet Idé-deko. - Men jeg har altid drømt om at få en forretning med brugskunst, så da Lene Træholt henvendte sig til mig, var jeg ikke sen til at slå til. Lone Raal driver sin dekoratørvirksomhed fra Brønderslevs midtby, men har lager hos svigerforældrene på tankstationen i Ø. Brønderslev. Hun sælger brugskunst af næsten enhver art fra den nye forretning, som hun også selv har indrettet. Tidligere har Jacquelines blomsterkunst haft til huse i lokalerne Palægade 11 i Jerslev, men denne forretning er flyttet til Lyngså. - Jeg har kigget mig om i miles omkreds, fortæller Lene Træholt. Og jeg fandt lokalerne i Jerslev. Men de er for store til mig, så jeg fik den idé, at vi kunne gå sammen. Der er ingen adskilning mellem frisørsalon og forretningen med brugskunst. Lone Raal passer foreløbig selv forretningen, men der skal ansættes en medarbejder. - Jeg fortsætter min dekoratørforretning, fortæller Lone Raal. Hun blev for 13 år siden uddannet dekoratør, og har været selvstændig de seneste otte år. Lene Træholt har højere handelseksamen og er uddannet på kontoret på Danish Crown i Hjørring, men hun besluttede sig for at uddanne sig til frisør.