To forskellige verdener
22-årig har arbejdet med børn i Kenya og Dronninglund - og fået erfaringer på tværs af planeten

Galleri - Tryk og se alle billederne.
DRONNINGLUND:Pædagogmedhjælper Morten Strøm, 22, er tilbage i sin hverdag i børnehaven Den Grønne Giraf efter at have arbejdet med børn på den anden side af planeten.
Han har været i Kenya i fem måneder, hvor han har arbejdet med børn.
- Jeg har længe ønsket mig at komme ud at rejse, og jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke ville ud for at rejse rundt, men for at lave noget frivilligt arbejde, fortæller Morten Strøm.
Valget faldt på et privat dansk projekt, New Life Africa International, som driver en skole og et børnehjem i Nakuru, som er en storby i Kenya.
- Jeg var sammen med børnene, hjalp med praktisk arbejde, hjalp i klasserne og alt muligt. Det primære var at være sammen med børnene, fortæller Morten Strøm.
Projektets skole rummer 500 elever, hvoraf 130 bor på et børnehjem i projektet.
Morten Strøm boede hos en kenyansk værtsfamilie, hvor der også boede andre udlændinge.
Forud for rejsen havde han sparet 80.000 kroner op til at dække rejse, ophold, forsikring og leveomkostninger.
Stort indtryk
Oplevelsen har sat sig spor hos Morten Strøm. Noget af det, der gjorde mest indtryk, var kontrasterne.
- Det gjorde stort indtryk, at man i så stor en by kunne gå fra et storcenter, hvor kun de rige kommer, og ud på gaden og møde de fattigste gadebørn, siger Morten Strøm, der også så en losseplads, hvor folk havde bosat sig og levede af skraldet.
At rejse som frivillig viste sig at være rigtigt godt.
- Jeg føler, at jeg fik meget ud af min rejse i stedet for at have taget til et eller andet varmt land for at holde ferie i fem måneder, siger Morten Strøm, der oplever, at han har udviklet sig rent mentalt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.