To fuldtræffere af Henrik Dalsgaard

Henrik Dalsgaard - her i aktion mod Slavija Sarajevo i kvalifikationen til Europa League - scorede to gange mod Esbjerg i 2. division vest. Foto: Lars Pauli

Henrik Dalsgaard - her i aktion mod Slavija Sarajevo i kvalifikationen til Europa League - scorede to gange mod Esbjerg i 2. division vest. Foto: Lars Pauli

AaB II-Esbjerg II 4-2 (2-0) FODBOLD, 2. DIVISION VEST Af Dennis Søndergaard dennis.soendergaard@nordjyske.dk AALBORG: Magnus Pehrsson holdt friaften hjemme i Sverige, men AaB's cheftræner bliver opløftet, når han hører bulletinerne fra sit reserveholds kamp i aftes mod Esbjerg. Henrik Dalsgaard stod for to mål og en assist, og var med sin speed hyperfarlig kampen igennem. Daniel Christensen var forrygende på kanten. Michael Beauchamp leverede en upåklagelig indsats som forsvarsstyrmand efter sin lange skadespause. Men mindst ligeså vigtig var det, at Daniel Fredheim Holm langsomt, men sikkert, skridter mod den form, som fik AaB til at hente spilleren i norske Vålarenga. I 65 minutter brillerede den boldfaste og driblestærke nordmand inden en mindre skade tvang ham ud. En skade, som dog ikke vil forhindre ham i at deltage i lørdagens kamp mod SønderjyskE. - Jeg kan mærke, jeg kommer bedre og bedre med. Da jeg skiftede til AaB havde jeg netop været ude i syv uger med en hofteskade, og har ikke været i nærheden af mit niveau her endnu, sagde Daniel Fredheim Holm, som satte AaB i gang mod vestjyderne. Meget symptomatisk faldt AaB sammen efter, at nordmanden forlod grønsværen ved stillingen 3-0. Esbjerg fik reduceret med to flot eksekverede spark inden Nicolai Sørensen cementerede den sejr, som var hamrende fortjent. Man noterede sig også en fin indsats af den unge Michael Sten i forsvaret. Eneste minus var amerikanske Marcus Tracy. Angriberen synes totalt blottet for selvtillid, og var uvirksom i front. Kampfakta Mål: 1-0 Daniel Fredheim Holm (8), 2-0 Henrik Dalsgaard (35), 3-0 Henrik Dalsgaard (66), 3-1 Kennie Chopart (71), 3-2 Kennie Chopart (81), 4-2 Nicolai K. Sørensen (88). Dommer: Henrik Larsen. Tilskuere 100.