To gange DM hos landbo-ungdom

Nibe 25. marts 2003 07:00

NORDJYLLAND: Der er travlhed hos den nordjyske landboungdom. Foreningerne i Vendsyssel og Aalborg amt skal sammen i løbet af 2003 afvikle to store danmarksmesterskaber. Lørdag 26. april gælder det DM i traktortræk og lørdag 25. oktober DM i pløjning, begge gane på og omkring Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk, ved Nibe. Forud er der kvalifikationsstævner både lokalt og på amtsplan. Til traktortræk hører store brølende maskiner, masser af maskinkraft, og kørere med snilde og teknisk kunnen. Her gælder det om at trække en speciel slæde 100 m for fuld kraft. De nordjyske mestre i fem vægtklasser kåres på en lerbane nær markedspladsen i Hjallerup 19. april. De tre bedste i hver klasse går videre til DM. Til nordjysk mesterskab trækkes for første gang med en helt ny traktorslæde, påmonteret måleudstyr så det hele tiden kan ses hvor langt de forskellige trækkere trækker. Thomas Flygger fra klasse 1 - de små traktorer, Henrik Svenningsen klasse to med traktorer fra 3401 - 4400 kg. og Carsten Jensen klasse 3 med traktorer fra 4401 til 5700 kg, der alle vandt kvalifikationsstævner i deres klasser sidste år, er i gang med træningen. Thomas Poulsen, formand for Vendsyssel Landboungdom, er selv forvarende mester for de store traktorer fra 7501 -12.000 kg. Pløjning har traditionelt i landbruget påkaldt sig stor opmærksomhed. Det arbejde, den enkelte landmand gjorde i efterårspløjningen, lå jo til skue hele vinteren. Det gælder om at få den rigtige dækning og en jævn overflade, når jorden vendes. Hele 10 karakterer uddeler dommerne både til pløjning i stubjord og grønjord før alle pløjekaraktererne tælles sammen og vinderen kåres. Til pløjestævnet pløjes i klasser for både almindelige plove og vendeplove. Her er specielle klasser for veterantraktorer og hestepløjere giver opvisning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...