Færdselsforseelser

To gange spritkørsel

LØGSTØR: En 54 årig mand fra Løgstør, der ved byretten i Fjerritslev i november var tiltalt for spirituskørsel og kørsel uden kørekort, fik den gang sin sag udsat, idet han, ud over at bekræfte sin identitet og personlige data, nægtede at udtale sig. Sagen blev udsat, for at den politiassistent, der havde optaget rapport, kunne møde som vidne. Vidnet oplyste, at han 25. maj havde foretaget hastighedsmålinger i Gedsted. Laserudstyret målte farten til 107 km/t, og betjenten gav tegn til tiltalte om at standse. Denne havde fortsat kørselen, hvorpå vidnet eftersatte i patruljevognen og fik ham stoppet. Manden var tydelig beruset. Han erkendte på stedet, at det var noget skidt, at han kørte bil. En blodprøve viste en alkoholkoncentration på 2,85 promille. Sagen blev ikke optaget til dom i denne gang, idet manden i mellemtiden havde en ny tiltale for spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Den nye episode var fra 11. juni, hvor han blev genkendt af en lokal politipatrulje, der var vidende om, at han var fradømt kørekortet. Han blev bragt til standsning og lugtede af spiritus. En blodprøve viste en alkoholkoncentration på 2,08 promille Da tiltalte ikke ville udtale sig ved retsmødet i november, var han ikke indkaldt til det nye retsmøde. Retten bestemte, at begge sager udsættes til et nyt retsmøde, hvor manden så kan erklære, om han vil udtale sig eller ej. nca