To gange uafgjort

Fodbold, kvalifikationsrækken Tjørring - Aalborg Chang 1-1 (1-0) Mål: 1-0 Ole Hansen, 1-1 Sylla. TJØRRING: I et tæt opgør fik Chang det ene point fra besøget hos topholdet Tjørring, men havde heldet været med Aalborg Chang, havde de fået dem alle tre. Holdet brændte to store chancer i de sidste 10 minutter. - 3-3 eller 4-4 havde været et mere passende resultat, for begge hold brændte mange chancer. Tjørring var bedst i første halvleg, mens vi styrede anden halvleg, sagde Changs assistent træner Jørgen Christensen. - Det er vigtig at få et point mod Tjørring. Vi er stadig på den rigtige side af stregen og spillede en rigtig flot kamp, tilføjede Jørgen Christensen. Chang udlignede et kvarter ind i anden halvleg. Et hjørnespark gav store problemer foran Tjørring målet. Efter flere kontraer havnede bolden hos Changs franske spiller Sylla, der sparkede hårdt i nettet fra tæt hold til 1-1. I de sidste 10 minutter var Sylla tæt ved igen med en helflugter, og Allan Nielsen blev spillet fri fra midterlinien, men brændte den store chance. Frederikshavn - Lindholm 0-0 FREDERIKSHAVN: Ikke en kamp der vil blive husket i lang tid. Få chancer og det dramatiske højdepunkt, da Lindholms Thomas Pedersen et kvarter før tid fik det røde kort efter sin anden advarsel. Med kun 10 spillere til slut overlod gæsterne midtbanen til hjemmeholdet, der dog ikke formåede at udnytte det til den afgørende scoring. Frederikshavns bedste chance, da Jan Erik Højen ikke kunne udnytte at han efter 10 minutter fik frit løb mod mål. Lindholms havde flere chancer. Christian Toft skud fem minutter før pausen, da han ramte stolpen, men også en fri Thomas Pedersen i sidenettet og Martin Østerbæk, kunne havde fortjent bedre. -niss.