EMNER

To generationer mødes på græsset

TRANUM:Tirsdag 19. august har Tranum Aktivisterne inviteret børnehavebørnene til fælles aktivitet og leg på stadion. Til gengæld er aktivisterne blevet budt på et traktement i børnehaven bagefter. - Det er hyggeligt. Vi ved, at børn sætter pris på at lave noget sammen med voksne, siger formanden for Aktivisterne, Grete Steffensen. Hun fortæller, at mange af aktivisterne har deres børnebørn andre steder i landet, men håber, at arrangementet kan munde ud i, at generationerne i Tranum lærer hinanden at kende. Måske kan man få reservebørnebørn, siger hun forhåbningsfuldt. Tranum Aktivisterne står bag ugentlige aktivitetsdage med socialt samvær og sjov idræt, så alle kan være med. For tiden består foreningen af 14 virksomme damer, primært i den ældre generation, der mødes tirsdag formiddag ved klubhuset på Tranum Stadion. De indleder deres tredje sæson på tirsdag. – Vores aktiviteter foregår i et tempo, som afpasses til den enkelte. Alle er velkomne, også hvis man bare vil kigge på. Vi kan sagtens være flere, og dem, der er yngre end os, skal ikke holde sig tilbage, siger formand Grete Steffensen. Så længe vejret tillader det, går det løs udendørs med hockey, boldspil og forskellige øvelser, der holder kroppen smidig. Derefter rykker aktivisterne indendørs på Tranum Skole og fortsætter dér vinteren igennem. Den dag børnene er med, ledes aktiviteterne af Bente Nørgaard fra den nordjyske region af Dansk Arbejder Idræt (DAI), som Tranum Aktivisterne er tilsluttet, men de dagligdags aktiviteter ledes af tre instruktører fra foreningens egen medlemsskare, som har været på kursus. De er med på sidelinien, den dag, Bente Nørgaard står for udfoldelserne, for det er altid godt at lære noget nyt.