To generationer spiller op i Jubilæumsgarden

BROVST:Den ene startede i Brovst Pigegarde i 1964. 12 år senere blev den anden født, og endnu 10 år senere kom hun så med i pigegarden. I dag spiller de sammen i Jubilæumsgarden, men de er mere end orkesterkammerater. Minna og Jannie Høgh er nemlig mor og datter. Minna Høgh kom som 13-årig med i 1964, da garden blev dannet. En dag om ugen var det tid til at øve på signalhornet, og stort set hver uge var garden af sted til arrangementer. Oftest vestpå til Thy og Hurup, men også andre steder i landet. Et par ture til Tyskland blev det også til, men udlandsturene var langt fra det vigtigste. - Det bedste ved garden var helt sikkert venskaberne. Vi var cirka 35 piger fra Brovst og omegnsbyerne, og vi havde det virkelig sjovt sammen. En flytning til Nørresundby gjorde, at Minna Høgh stoppede efter otte år i pigegarden, men de gode oplevelser ønskede hun også, at datteren Jannie skulle have. - Jeg skubbede nok lidt på for, at Jannie også kom med i garden. Og det kom Jannie så som 10-årig, men det var ikke kun mor, som syntes, at det var sjovt at være i garden. Jannie Høgh spillede trommer de næste 13 år og fik en masse gode oplevelser med rejser og godt kammeratskab, inden en flytning til Kolding satte en midlertidig stopper for garderkarrieren. Nu er Jannie Høgh flyttet tilbage til egnen. Og med i flyttelæsset var lysten til at spille musik, så derfor besluttede hun, sammen med nogle andre, at benytte pigegardens 40 års jubilæum til at oprette en jubilæumsgarde, hvor mor og datter nu spiller sammen. Og mor og datter er enige: - Det er rigtig dejligt, at vi har en fælles interesse og en glæde ved musikken. Musikglæden bliver plejet ved den månedlige øvedag, men ikke alt går op i toner og rytmer, når de 35 medlemmer mødes. - Nej, der kan godt komme lidt snak, og af og til også en lille kage, for det vigtigste er jo, at vi har det sjovt. Og vi har plads til flere, der gerne vil have det sjovt, fortæller Jannie Høgh.