Kunst

To guider med forstand på små størrelser

Line og Anette skal i sommerferien guide familier med børn

SKAGEN:Det er to damer med forstand på små størrelser,der i sommer er kommunens børneguider. Line Jensen, tidligere aalbækker, og Anette Lundholm indledte tirsdag deres sommerarbejde, som består i at guide børnefamilier rundt til nogle af Skagens seværdigheder. Begge har tidligere arbejdet med børn, så deres væsentligste kundegruppe i sommer er dem bekendt. - Men det er nu ikke en pasningsordning, hvor forældre kan parkere deres børn. Det her er en ordning for familier med børn, og hvis de skal alene med på en af vore ture, skal de i hvert fald kunne passe sig selv, fortæller Line Jensen. Hun og Anette Lundholm har indledt sæsonen med en intensiv oplæring i dels at formidle og fortælle, dels at opdatere deres viden om de seværdigheder, de guidede ture går til. Turene begynder i uge 26 og slutter 7. august - det er altså skolernes sommerferie. Programmet byder mandag og onsdag formiddag på turen "Fisk fra hav til bord", hvor deltagerne får en fornemmelse af alt det spændende og sunde, der fiskes op fra havet. Mandag og onsdag eftermiddag handler det om "Skagen i gamle dage" med et indblik i, hvordan man boede og levede før computeren kom til. Tirsdag og torsdag formiddag gælder det "Rav - Havets guld", hvor der først er besøg hos ravsliber Frants Kristensen og senere rundvisning i det gamle Østerby og ravjagt på Sønderstrand. Her sliber deltagerne selv havets guld, og måsker gemmer der sig spændende insekter inde i det flotte rav. Tirsdag og torsdag eftermiddag står i de kendte maleres tegn på turen "Skagensmaler for en dag", hvor turens deltagere selv skal forsøge at gøre malerne kunsten efter. Det sker med rygsækken fuld af fantasi og med motiver i Østerby og på Sønderstrand - nøjagtig de steder, hvor de kendte malere hentede deres inspiration. Turen slutter ved Michael og Anna Anchers Hus, hvor man sidder under det store egetræ i haven og fornemmer stemningen fra de gamle Skagensmalere. Børneguiderne hører under Skagen Kommunes turistservice. Guiderne har kontor ved Havnekontorets Turistinformation. Tilmelding er nødvendig på telefon 27366908 til alle ture, som afvikles på eget ansvar. Der er i år også guidede ture i Aalbæk-området.