To indebrændt i lejlighed i Grønland

Brand har kostet to mennesker livet i Grønland. Politiet undersøger, om der ligger kriminel handling bag.

To indebrændt i lejlighed i Grønland

To mennesker omkom, da der natten til torsdag udbrød brand i en lejlighed i Maniitsoq i Grønland. Det fortæller Claus Risbjerg, administrationschef hos politimesterembedet.

Politiet modtog klokken 0.44 en anmeldelse om, at der var ild i en lejlighed på adressen B988-0.

- I lejligheden blev der efterfølgende fundet to personer, som var døde. Personerne er endnu ikke identificeret, siger administrationschefen.

Politiets foreløbige undersøgelser har endnu ikke kunnet fastslå brandårsagen, og det er derfor uvist, om der er tale om en kriminel handling eller en ulykke.

- Der vil nu blive foretaget obduktion - så må vi se, hvad den viser. Den kan måske give et fingerpeg om, hvorvidt der tale om ulykke eller en kriminel handling, siger Claus Risbjerg.

Politiet har tidligere anholdt en person i sagen.

- Personen er dog blevet løsladt igen, da vi ikke har fundet grundlag for at tilbageholde den pågældende. På nuværende tidspunkt har vi heller ikke andre mistænkte.

- Men vi holder alt åbent. Så længe, der er mulighed for, at der er sket en kriminel handling, så fortsætter vi med at efterforske, siger administrationschefen hos politimesterembedet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.