To kredsfinalister pyntede på beretning

Nibe Håndboldklub rider på en god bølge

NIBE:Kaj Erik Larsen, formand for Nibe Håndboldklub og desuden i sidste turneringshalvdel med succes træner for klubbens damehold i danmarksserien, kunne i sin årsberetning på klubbens generalforsamling glæde sig over både guld og sølvmedaljer til to af klubbens ungdomshold i den netop afsluttede turnering. Han havde således ros til det bedste drengehold for en flot andenplads i kredskampsfinalen, samt guld i samme til dameynglingene, som man har kørt sammen med Ø. Hornum IF. Formanden kunne også glæde sig over, at det var lykkedes at bevare dameafdelingens Danmarksserieplads og det næstbedste dameholds oprykning til serie 1, mens han havde rynker i panden, da han måtte erkende, at de to bedste herrehold begge må ud i omspil om at bevare pladsen i henholdsvis Jyllandsserien og serie 2. Om situationen i ungdomsafdelingen sagde Kaj Erik Larsen, at man har rådet over en dygtig trænerstab, men at der har været pladsproblemer i hallen. Af den positive slags forstås, idet man på grund af stor håndboldinteresse har måttet lade to hold træne samtidigt, hvilket vil sige ca. 30 spillere på banen ad gangen. Og det er ifølge HK-formanden ikke optimalt. Klubbens kasserer Connie Skoda måtte udmelde et mindre underskud - kr. 2400 - men det gav ikke anledning til panderynken. Kaj Erik Larsen blev genvalgt både til bestyrelsen og som formand. Genvalg var der desuden til Bjørn Drejer, mens Anne Jensen blev afløst af Torben Poulsen.