Organiseret kriminalitet

To løsladt af retten i sag om bankrøverier

AALBORG:To ud af i alt fem mænd, der er sigtet for at stå bag en række uopklarede bankrøverier, blev løsladt, da byretten i Aalborg i går skulle tage stilling til en eventuel forlængelse af deres varetægtsfængsling. Aalborg Politis anklager i sagen forhindrede dog, at de to omgående blev sat på fri fod ved at kære løsladelserne til Vestre Landsret. Med mindre landsretten omstøder byrettens løsladelse, kan de to mænd på 25 og 27 år dog vente at blive løsladt inden længe, og det vil kriminalpolitiet uden tvivl være utilfreds med. Røverisagen har nemlig hidtil været kørt bag totalt nedrullede gardiner og lukkede døre i retten i et sådant omfang, at offentligheden fortsat ikke har fået konkret indblik i, hvad de fem mænd overhovedet er sigtet for. Derfor vil det i sagens natur være noget af et nederlag for politiet, hvis to af de sigtede nu kommer på fri fod og kan tale med andre om, hvad der foregår i sagen. Uopklarede røverier Sagen rullede i begyndelsen af maj, da tre mænd på 29, 31 og 32 år blev varetægtsfængslet. Det er de tre, som byretten fortsat finder grundlag for at fængsle. De to, som byretten nu er indstillet på at løslade, blev anholdt og varetægtsfængslet midt i maj. Såvidt NORDJYSKE Stiftstidende erfarer sættes de sigtede ikke blot i forbindelse med bankrøverier i Aalborg-området, hvor der det seneste års tid er begået bankrøverier i Storvorde, Klarup, Frejlev og Svenstrup. I landsdelen i øvrigt står politiet ligeledes med nogle uopklarede røverier, og efterforskningen mod de fem mænd skal ifølge NORDJYSKEs oplysninger foregå på regionalt plan og med støtte fra Rigspolitiets rejseafdeling. Rocker-relationer Ellers er det yderst sparsomt med konkrete oplysninger i sagen, som menes at have relationer til rockermiljøet i den forstand, at et par af de sigtede er kendt i miljøet omkring Hells Angels. Det er uvist, hvornår Vestre Landsret tager stilling til løsladelsen af de to. De tre andre har fået fængslingen forlænget i yderligere fire uger.