To måneder for to aftener

11 forventningsfulde personer er endelig klar til premieren på årets dilettant i Birkelse.

Michael Christiansen og Grete Dahl
Tommy Christensen er instruktør for dilettanten i Birkelse. En opgave han går til med liv og sjæl. Han håber på mange tilskuere i år.
Teater 22. februar 2012 05:08

De har øvet siden mandag 2. januar, og fredag aften er der generalprøve på årets dilettant i Birkelse, stykket "Et svips med et knips" af Knud Erik Meyer Ibsen. Stykker opføres kun to gange - generalprøven fredag og så selve premieren lørdag. - Nu håber jeg inderligt, at der kommer mange tilskuere til de to forestillinger. Tidligere, for få år siden, var salen fyldt op med 160-180 tilskuere til forestillingerne. De seneste år er tallet desværre faldet til omkring det halve, fortæller stykkets instruktør, Tommy Christensen fra Birkelse. - Gå hjemmefra denne ene aften. Lad fjernsyn være fjernsyn. Kom her i forsamlingshuset og få en oplevelse og en snak med naboerne. Erfaren instruktør Tommy Christensen har været med i Birkelse-dilettanten i fem år. Det første år på scenen, andet år både på scenen og som instruktør. Siden har han udelukkende været instruktør. Hans ballast er bl.a. otte år med Biersted-revyen og lige så mange år hos Scene 3 i Aabybro. - Jeg har altid elsket at være på en scene, men rollen som instruktør holder jeg også af. Den giver mig en høj grad af frihed til at arbejde med stykket og med aktørerne. Jeg bliver rigtig glad, når det lykkes mig at få de andre på holdet til at yde deres bedste. Jeg ynder at se dem vokse med opgaverne. For mig er det livsbekræftende at se stykket udvikle sig fra den første læseprøve til det færdige resultat. Tommy Christensen går hvileløs rundt i den store mennesketomme sal, mens aktørerne øver på stykket. Med jævne mellemrum vender han sig mod scenen: Godt, mere af det - eller - Nej, det går ikke. Han retter, roser og anerkender amatørskuespillernes indsats - og han hjælper til at få det bedste frem i deres roller. Klarer alle opgaver - Vi er en lille sammentømret gruppe, der klarer alle opgaver omkring den årlige dilettant. Vi leverer stykket på scenen, som vi i øvrigt selv har stillet op, malet og vil pille ned igen efter forestillingerne. Der er lagt op til en festlig lørdag aften. Birkelse Borgerforening, der er arrangør, opfordrer tilskuerne til at tage madkurven med, og efter forestillingen spiller Michael Jacobsen op til dans. Stykker er delt i tre akter og varer godt 1½ time.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...