To mænd anholdt for knivdrab i Horsens

Anholdelsen af de to drabsmistænkte mænd foregik uden dramatik i Aarhus, lyder det fra Sydøstjyllands Politi.

To mænd er tirsdag aften blevet anholdt og sigtet for knivdrabet på en 22-årig mand i Horsens i marts.

Begge anholdte er ligesom offeret af afghansk oprindelse, lyder det fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den ene er 24 år og bor i Aarhus, mens den anden er en 29-årig mand med bopæl i Horsens. De to mænd blev anholdt henholdsvis klokken 20.30 og 21.20 i Aarhus.

- Anholdelsen af de to mænd skete individuelt. Det foregik uden dramatik, fortæller vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Carsten Thostrup til Horsens Folkeblad.

Den 22-årige afghanske statsborger Ahmad Fouad Karimi blev fundet død i sin lejlighed på Hybenvej i Horsens 18. marts. Han var blevet stukket med kniv mange gange, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Politiet ønsker dog ikke at komme ind på, hvad motivet til forbrydelsen er, og hvad der førte til anholdelsen af de to mænd.

- Men generelt kan jeg sige, at det var væsentlige elementer i efterforskningen og væsentlige elementer fra de tekniske undersøgelser, der ledte os frem til de to mænd, siger Carsten Thostrup til Horsens Folkeblad.

De to mænd bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor dørene vil blive begæret lukket af hensyn til den videre efterforskning.

Undervejs i efterforskningen af drabet har politiet blandt andet bedt offentligheden om hjælp via både Twitter og Facebook.

"Ahmad blev stukket med kniv - set / fundet den i kvarteret Hybenvej, Sundvej eller tøj/ handsker måske med blod? Ring 114", skrev politiet således på Twitter i slutningen af marts.

I et forbindelse med efterforskningen har politiet også gennemgået fem ton affald fra containere, skraldespande og andre steder, blandt andet i et forsøg på at finde den kniv, der blev brugt ved drabet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst