Tyverier

To mænd dømt efter indbrud i Hals Storkøb

HALS:To mænd fra Silkeborg og Horsens har fået dom for et indbrud, de begik i januar mod Hals Storkøb. Hovedmanden blev idømt fire måneders betinget fængsel, mens hjælperen - der agerede chauffør - indkasserede 60 dages betinget fængsel. De to havde ikke stort be-svær med at trænge ind i supermarkedets lager. De havde nemlig nøgler med, som politiet fandt, da tyvene efter indbruddet blev standset i en varebil på vej nord ud af byen. De havde bilen fyldt med kasser med tøj for cirka 9000 kroner, som de havde stjålet i forretningen i Hals. Men i varebilen fandt politiet også nøgler til et supermarked i Skagen samt et rids over butikkens indretning. Hovedmanden forklarede, at han havde mødt en ukendt mand, som havde tilbudt ham kort og nøgler til tre forretninger. Han måtte kun vælge en af mulighederne og havde valgt butikken i Hals. Ridset over købmandsforretningen i Skagen samt nøglerne havde han, fordi han endnu ikke havde fået afleveret materialet, og det var ikke hans hensigt at bryde ind i butikken i Skagen. Men det troede retten ikke på. Indicierne var så stærke, at man også dømte hovedmanden for forsøg på indbrud i butikken i Skagen. Blandt andet lagde retten vægt på, at der i varebilen blev fundet et kort med en kørerute til forretningen, og det passede med, at varebilen var på ruten, da den blev standset af politiet.