Trafikulykker

To mænd dræbt

RANDERS:To mænd blev dræbt og tre andre kvæstet ved et voldsomt bilsammenstød i Øster Tørslev nord for Randers natten til fredag, oplyser politiet. Ulykken skete et minut efter midnat på Udbyhøjvej, da en personbil med alt for stor fart skred ud i en kurve og tørnede mod en modkørende bil, fortæller den vagthavende hos politiet i Randers. Den 45-årige fører af den førstnævnte bil blev dræbt på stedet. Også en 41-årig passager i bilen mistede livet, mens en tredje passager blev kvæstet, men ikke livsfarligt. To personer i den modkørende bil blev begge lettere kvæstet. Til gengæld skete der kun materiel skade, da en tredje bil stoppede op ved ulykkesstedet og blev påkørt bagfra af en fjerde bil, oplyser den vagthavende. /ritzau/