To mænd er fængslet efter skyderi i Kalundborg

20-årig mand blev onsdag såret af skud i Kalundborg. Nu er to mænd blevet fængslet.

Ritzau
Politiet har anholdt to mænd efter skyderi i Kalundborg. Foto: Free/Colorbox.dk
Kriminalitet 5. januar 2018 09:49 - Opdateret 5. januar 2018 18:09

To mænd fra henholdsvis Roskilde og Kalundborg er anholdt og sigtet for drabsforsøg efter et skyderi i Kalundborg onsdag aften.

Fredag eftermiddag er mændene blevet varetægtsfængslet frem til 16. januar, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet klokken 20.11 onsdag aften. Herefter rykkede ordensmagten ud til Sct. Olai-bebyggelsen, hvor skudepisoden havde fundet sted.

Politiet traf kort efter en 20-årig mand, der var ramt af skud. Han var i følgeskab med flere venner.

Ifølge de første oplysninger i sagen ankom den forurettede og nogle venner til Klosterparken kort før skyderiet.

Her stødte de sammen med en gruppe unge, hvoraf den ene skød mod den 20-årige. Herefter forsvandt gruppen fra stedet.

Offeret blev opereret i løbet af natten til torsdag og er nu i stabil tilstand.

Manden fra Roskilde er 33 år. Han blev anholdt torsdag klokken 19.15. Manden fra Kalundborg er 28 år og blev anholdt godt to timer senere.

Ifølge politiet foregik begge anholdelser uden dramatik.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...