Ulykker

To mænd indlagt efter frontalt sammenstød i Græsted

En mand er fløjet med helikopter til Rigshospitalet, mens en anden er bragt til akutmodtagelsen i Hillerød.

GRÆSTED:To mænd er blevet kvæstet i en trafikulykke på Ny Mårumvej i Græsted torsdag eftermiddag.

En af mændene er blevet fløjet i helikopter til Rigshospitalet. Hans præcise tilstand er ukendt, men han har været i livsfare, oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi David Borchersen.

- Vi får anmeldelse om et uheld på Ny Mårumvej klokken 15.44. Da vi kommer frem, kan vi konstatere, at to biler er kørt frontalt sammen på stedet, siger David Borchersen.

Begge mænd var alene i bilerne, da ulykken skete.

En time efter ulykken arbejder politiet fortsat på at klarlægge, hvem der præcis sad i bilerne, så de pårørende kan blive underrettet. Der er derfor ikke oplysninger om mændenes alder, eller om de kommer fra lokalområdet.

- Der er afspærret på stedet, mens teknikere og en bilinspektør arbejder med at tage billeder og danne sig et overblik over forløbet. Det er rutine, når der sker alvorlige uheld, så vi kan belyse sagen bedst muligt, siger David Borchersen.

Region Hovedstadens Akutberedskab oplyser på Twitter, at helikopteren med den ene mand er lettet fra stedet med kurs mod hospitalet.

- Akutlægehelikopteren er netop lettet fra skadestedet, med kurs mod Rigshospitalet. Derudover er en patient kørt med udrykning til nærmeste hospital, skriver beredskabet på Twitter kort efter klokken 16.30.

- Resterende ressourcer arbejder fortsat på skadestedet, lyder det videre.

Foruden politiet var to ambulancer, en akutlægebil og akuthelikopteren blevet sendt til stedet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst