To mænd overfalder hundelufter i Aalborg

Politiet efterlyser to mænd efter et overfald på en hundelufter i Aalborg Øst.

To mænd overfalder hundelufter i Aalborg

En hundeejer i 50'erne blev torsdag eftermiddag overfaldet i Aalborg Øst, da han var ude at lufte sin sorte labrador.

Overfaldet skete ved en parkeringsplads på Fyrkildevej omkring klokken 17.50, hvor manden blev passet op af to personer.

- Han hører først en flaske, der bliver knust bag ham, og derefter bliver han passet op af to mænd, og den ene slår ham med knyttet næve i ansigtet, fortæller Karsten Kristensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Hundelufteren havde forinden befundet sig på Astrupstien nær centret Trekanten, hvor han gik med sin hund.

- Han ser så en løs schæferhund, som kommer løbende hen mod ham og hunden. Han forsøger at holde hundene fra hinanden og går derefter op mod P-pladsen på Fyrkildevej, fortæller Karsten Kristensen.

Nordjyllands Politi efterlyser nu de to mænd, som overfaldt hundelufteren.

De beskrives som danske mænd. Den ene var omkring 30 år gammel, den anden omkring 40. begge er omkring 180 centimeter høje og iført mørkt tøj.

Den yngste mand har kort plysset hår, mens den ældre har mellemblondt, halvlangt, bølget hår.

- Det i kombination med schæferhunden gør måske, at der er nogen, som ved, hvem de er, siger Karsten Kristensen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.