Færdselsforseelser

To mænd rodede i kassen

TALETIDSTYVERI:Kort efter kl. 16 torsdag blev der stjålet mellem 30 og 50 taletidskort til en samlet værdi af ca. 4000 kr. fra kasseapparatet hos Rask Superbest i Skørping Center. Der er mistanke til to mænd af udenlandsk udseende, oplyser politiet. Begge mænd var i begyndelsen af tyverne, og vidner så de to mænd stå og rode i kasseapparatet i tobaksafdelingen, hvorefter de skyndsomst forlod forretningen. Her så vidner dem køre af sted i en ældre grågrøn Mazda 323 med et registreringsnummer, der ligner ?? 37219. SPRITBILISTER: Sidst på eftermiddagen og først på aftenen torsdag holdt færdselspolitiet en kontrol i Terndrup- og Hadsundområdet, og den førte til anholdelse af i alt tre spiritusbilister. Kl. 16.30 blev en 42-årig mand fra Terndrup anholdt ved Bymidten i Terndrup, senere blev en 40-årig mand fra Ardenområdet anholdt i Rostrup, og en 45-årig mand fra Nørresundby blev anholdt ved Hadsund. De blev alle løsladt efter udtagelse af blodprøve. PENGEKASSETYV: Kort før kl. to natten til fredag blev der begået indbrud på DK-tanken på Hadsundvej i Terndrup. Den foreløbige opgørelse viste, at der var stjålet to pengekasser med i alt ca. 750 kr. PILOTJAKKER: Mellem 50 og 100 mørkeblå pilotjakker, nogle lysarmaturer og to pakker neonrør er stjålet ved indbrud hos Karl Molin, Industrivej i Terndrup. Tyvene har brækket en dør op, og det er sket i tidsrummet fra onsdag kl. 13 til torsdag kl. 10, oplyser politiet. BILTYVERI: Der er i løbet af natten til torsdag stjålet en grøn VW Golf med registreringsnummer RV 89850 fra Ravnborgvej 16 i Solbjerg.