Hobro

To mænd sigtet for sex med mindreårig

I al hemmelighed er to mænd fra Aalestrup blevet varetægtsfængslet sigtet for at have tvunget eller truet et mindreårig barn til samleje. Det bekræfter kriminalpolitiet i Hobro men ønsker derudover intet at oplyse om sagen. Det sker med henvisning til, at den dels er kørt for lukkede døre - dels af hensyn til den fortsatte efterforskning. De to mænd blev varefængslet 24. februar og fik forleden deres fængsling forlænget med fire uger. Hos kriminalpolitiet ønsker man ikke at oplyse, hvilken paragraf de to mænd er sigtet efter, men efter hvad NORDJYSKE erfarer drejer det sig om paragraf 222, stk. 2. Den tages i anvendelse overfor en person, der med tvang eller trusler har skaffet sig adgang til samleje med et barn under 12 år.