To mænd tilstår røveri hos ægtepar

MIDDELFART:En 37-årig mand fra Odense tilstod fredag delvist, at han havde været med til at overfalde et ægtepar med en pumpgun i deres hjem, oplyser kriminalkommissær Albert Rasmussen hos Middelfart Politi. Den 37-årige indrømmede, at han sammen med en kammerat var trængt ind i ægteparrets hus i Rydskov ved Middelfart, og at han efterfølgende var stukket af med penge røvet fra parret. Han afviste dog, at pumpgunen havde været ladt, og samtidig mente han ikke, at det stjålne beløb var 20.000 kroner, som politiet påstår. Politiet har dog fundet en patron, der passer til pumpgunen på gerningsstedet. - Set med politiets øjne, så er det relativt enkelt at få dem dømt, siger Albert Rasmussen. Også den anden røver, en 34-årig odenseaner, er anholdt. Det skete allerede torsdag morgen, og også han har tilstået at have deltaget i røveriet. Overfald og røveri fandt sted natten til tirsdag, og den hurtige opklaring skyldes ifølge kommissæren, at manden i huset fik vristet sig fri og fik tildelt den ene af røverne skrammer i hovedet, og delvist prikket hans ene øje ud under et voldsomt slagsmål, hvilket gjorde røveren lettere at genkende. Også et sæt nøgler, som røverne tabte på gerningsstedet, har været et vigtigt spor. Den 37-årige er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger. /ritzau/