EMNER

To millionærer på samme dag

Lottokupon på 6,6 mio i Vebbestrup og tipskupon på 1 mio i Haverslev

VEBBESTRUP/HAVERSLEV:Inden for en afstand på blot 14 kilometer udtrak Dansk Tipstjeneste A/S lørdag to milliongevinster, nemlig i LokalBrugsen i Vebbestrup og i Super Spar i Haverslev. I LokalBrugsen var der tale om en kæmpe lottogevinst på 6,6 mio kroner, mens den heldige millionær i købmandsbutikken i Haverslev var en Tips 12-spiller. - Allerede da vi åbnede mandag morgen klokken klokken otte, oplevede vi en strøm af kunder i butikken. De skulle nemlig lige høre, om vi vidste navnet på den heldige mangemillionærer, efter at de havde hørt nyheden på TV Nord, fortæller salgsassistent Mette Kristensen. Hun måtte i lighed med brugsuddeler Henrik Jørgens hele dagen skuffe de mange nysgerrige kunder. - Den lykkelige vinder vil nok ikke afsløre sig, selv om det kunne være spændende. Havde det været mig, så var pengene blevet investeret i en ny bil samt forbedringer på familiens nye hus i Aars og andre ting til glæde for min familie, erklærer Mette Kristensen. Hun blev med udsigten til rekordgevinsten på 26,4 mio i lighed med mange andre danskere ramt at spillelyst lørdag. - Modsat mine normale to kuponer uden joker til 30 kroner stykket investerede jeg i fire, men jeg har åbenbart aldrig held i spil, beklager hun med et grin. Kunder benægter Sammen med brugsuddeler Henrik Jørgensen skæver hun nysgerrigt til de kunder, der kommer ind i butikken for at se, om en af dem måske lige skal have kontrolleret nogle tal på en lottokupon. Men nej, ingen giver sig til kende, hvilket uddeleren godt kan forstå. - Havde det været mig, havde jeg nok tjekket tallene et anonymt sted og lukket butikken her for en enkelt dag og fejret begivenheden, indrømmer han. Blandt kunderne i LokalBrugsen er Jørgen Lemtoft fra Hvarre med barnebarnet Dan. - Nej desværre er det hverken mig eller konen, selv om vi begge spiller alle mulige slags spil. Var jeg blevet den lykkelige ejer af de 6,6 mio kroner, købte jeg nok en is til knægten samt en udlandsrejse for to for at forkæle lillemor derhjemme, afslører han. Audi A 8 Hos Vebbestrup Flødeis nabo til LokalBrugsen afviser indehaver Mona Larsen, at hun eller nogle af hendes medarbejdere i produktionen skulle være den lykkelige vinder af de mange millioner. - For det første spiller jeg ikke selv og har aldrig gjort det. Samtlige medarbejdere er også mødt på arbejde her til morgen, så det er heller ikke nogen af dem. Min mand Leif har godt nok spillet lotto lørdag og ønskede sig en bil, der ville noget i skikkelse af en splinterny Audi A 8. Men havde han vundet, var hele familien allerede på vej til Auto-Centralen i Hobro efter den, erklærer Mona Larsen smilende og tilføjer: - Vebbestrup er et lille samfund, så den næste med en ny bil eller andre udskejelser vil straks komme under mistanke for at være lottovinderen. Laila Nielsen i produktionen afviser også, at hun er ny millionær i Vebbestrup. - Jeg spiller ikke, men selvfølgelig snakker alle i Vebbestrup i dag om, hvem vinderen er, påpeger Laila Nielsen. Mistanke i Haverslev Bag kioskdisken i Super Spar i Haverslev kommer det som en stor overraskelse for de ansatte, at der også er trukket en tipsmillionær i Haverslev. Da der er tale om 12 rigtige på en vinderkupon med et lille matematisk spillesystem på otte rækker, får ekspedient Tinna Tang straks en mistanke om vinderens identitet. - Vi har en mand, der spiller forskellige spil efter bestemte systemer og er ret god til det. Jeg var godt nok ikke selv på arbejde lørdag, da tipskuponerne skulle afleveres. Men alle vi seks i butikken kan indløse tips- og lottokuponer, fortæller hun. Hendes nysgerrighed er dog vakt, og hurtigt finder hun kollegaen Lis Mikkelsen, der stod i kiosken lørdag formiddag. Et intenst kortvarigt hviskeri mellem de to piger afslører, at den formodede vinder ganske rigtigt afleverede Tips 12 kuponer lørdag. På spørgsmålet om den mistænktes identitet og bopæl er det dog sket med at få flere oplysninger fra Tinna Tangs mund. Hun er kusine med salgsassistent Mette Kristensen i LokalBrugsen i Vebbestrup. - Nu kan jeg drille Tinna med, at godt nok har de også en ny millionær i Haverslev, men vi har til gengæld godt og vel en seksdobbelt her i Vebbestrup, lyder det grinende fra Mette Kristensen. Mandag eftermiddag meldte den heldige vinder sig i Super Spar i Haverslev. Det var ganske rigtig en mand, men mere vil ekspedient Tinna Tang ikke afsløre. Vinderen i Vebbestrup af de 6,6 skattefrie kroner havde ved lukketid mandag i Dansk Tipstjeneste til gengæld endnu ikke givet sig til kende.

Forsiden