To minutters stilhed i flyet

I dagene omkring 11. september 2001 befandt vi os i Alcudia på Mallorca. Hermed et uddrag af vor feriedagbog. 11. september 2001: Omkring kl. 22.00 ringede vi til Karin. (Karin er vores datter bosiddende i København). Hun fortalte os om en frygtelig terroraktion i USA. I første omgang gik det ikke rigtig op for mig, hvad der var sket, men efterfølgende gik jeg ned i receptionen for at få mere at vide over Internettet. De to computere i receptionen var optaget, men over skulderen på en af surferne så jeg nogle billeder af en flyvemaskine, som stødte ind i et tårn. I første omgang troede jeg, at den unge mand sad og spillede et eller andet computerspil, men pludselig blev jeg rigtig klar over, at det var den katastrofe, som Karin havde omtalt. I første omgang troede jeg ikke mine egne øjne, men da jeg selv kom til computeren og fik mig surfet ind på de danske nyheder, gik alvoren nok først rigtig op for mig. Jeg var faktisk ret chokeret. 12. september 2001: Omkring middag ringede Karin til os, og vi fik lidt mere orientering omkring terroraktionen i USA. Yderligere oplysninger fik vi også, da vi gik aftentur, idet vi traf på Jane og Birger. (Jane og Birger er også fra Fjerritslev, men de boede på at andet hotel). De fortalte, at de havde haft telefonisk forbindelse med deres søn Jess, der på katastrofetidspunktet opholdt sig på Manhattan - få hundrede meter fra World Trade Center. Han havde set den ene flyvemaskine passere i øjenhøjde lige foran sit hotelværelse. Sammen med en kammerat flygtede han i hast væk fra stedet. Han var heldigvis uskadt, men de måtte efterlade alle deres personlige ejendele på hotellet. 14. september 2001: Så er det hjemrejsedag. Vi var klar til afhentning foran hotellet/lejlighederne kl. 7.50, og bussen var næsten præcis. Der blev tjekket ind i lufthavnen, og vi kom ombord i flyet næsten til tiden, men efter at vi alle var blevet placeret og var klar til afgang, fik vi at vide, at der ville gå ca. 30 minutter, inden vi kunne lette. Forsinkelsen skyldtes tæt trafik i luftrummet op igennem Europa. Afgangen var fastsat til kl. 11.00, og vi kom afsted med lidt over 30 minutters forsinkelse. Lidt før kl. 12.00 meddelte kaptajnen, at det i Europa var vedtaget, at man skulle mindes de omkomne i USA med to minutters stilhed kl. 12, hvilket han også bad os om at deltage i sammen med den øvrige besætning. Samtidig lovede han dog, at han ikke forlod sin arbejdsplads. Det var faktisk lidt underligt for os at sidde i en flyver og mindes de terror-ofrene på den måde, og alle i flyveren var vist mere eller mindre berørt efter de to minutter. Stilhed som nok i virkeligheden varede en hel del tid mere end de to minutter. Vi landede i Aalborg kl. ca. 14.30.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...