Redningsvæsen

To naturbrande inden for en time

Thisted Brandvæsen måtte rykke ud til to naturbrande søndag formiddag. Pas på - naturen er meget tør, lyder det fra indsatslederen.

Kort før klokken 10 måtte Thisted Brandvæsen rykke ud til en naturbrand i skydeterrænet ved Klitmøller. Her var soldater på øvelse, og det er formentlig en varm patron eller lignende, der har antændt klitterne, forklarer indsatsleder Søren Funder. Omkring 400 kvadratmeter klit brændte af, inden brandvæsenet havde slukket de sidste flammer. Kort efter måtte brandfolkene sætte kursen mod et sommerhusområdet i Vorupør, hvor otte kvadratmeter klit brændte. Og godt en time senere var der opstået brand i et sommerhus i Klitmøller. Her var det dog kun taget lige omkring skorstenen på sommerhuset, der tog skade. Meget tørt Søren Funder opfordrer til, at man ikke smider noget der kan brænde i naturen i denne tid. - Det er meget tørt, og i dag blæser det rigtig meget, hvilket gør at der ikke går lang tid, inden ilden får fat. Så man skal ikke smide cigaretskodder, aske eller lignende i naturen, siger han.