To nordjyder kan blive Årets Førstehjælper

AALBORG:Fem danskere er indstillet til titlen som Årets Førstehjælper, der i næste uge bliver kåret i København. Ud over Jimmy Nielsen, der reddede sin vens liv ved motorsavsulykken i Terndrup, er endnu en nordjyde med i feltet: 21-årige Thomas Bjerregaard fra Aalborg, som sidste sommer reddede sin onkels liv. Onkelen, Arne Bjerregaard, gik ude i marken og gravede kartofler op, da han pludselig faldt sammen. Thomas Bjerregaards far så, at der var noget galt, og stormede ind i køkkenet til sin søn for at hente telefonen. Mens faderen ringede 112, spurtede Thomas Bjerregaard hen til sin livløse onkel, der var blevet helt blå i hovedet. Nevøen klaskede ham på kinderne uden at få en reaktion, og så begyndte han at give hjertemassage og kunstigt åndedræt. - Jeg handlede på adrenalin, på instinkt. Det eneste, jeg tænkte på, var at få liv i ham igen, konstaterer Thomas Bjerregaard, som efter tre-fire minutters forløb kunne se, at hans indsats virkede: Onkelen begyndte at trække luft ind af sig selv, og farven vendte langsomt tilbage til hans ansigt. På sygehuset stod det klart, at Thomas Bjerregaard havde reddet sin onkels liv ved at give ham resolut og hurtig førstehjælp. Redningsmanden var cirka 10 år gammel, da han som spejder første gang lærte lidt om førstehjælp. Siden da har han lært mere under en træningslejr i Sejlklubben Limfjorden. - Jeg vil ikke sige, at jeg vidste, hvad jeg præcis skulle gøre, da min onkel faldt om. Det er mange år siden, jeg lærte noget om førstehjælp, men jeg reagerede ud fra, at jeg har nogle erfaringer fra det kursus, bemærker Thomas Bjerregaard. Den melding falder fint i tråd med holdningen hos Dansk Røde Kors, der kårer Årets Førstehjælper for at sætte fokus på, at førstehjælp kan være den afgørende forskel mellem liv og død - men som også påpeger, at man ikke behøver være toptrænet førstehjælper for at kunne hjælpe. - Hvis vi regner revl og krat med, kan cirka en femtedel af Danmarks befolkning noget førstehjælp. Ikke alle er opdateret, men de reagerer, når der sker noget. Førstehjælp handler meget om sund fornuft, og når man har været på et kursus, så tør man reagere, påpeger pressechef Helge Kvam fra Dansk Røde Kors. Organisationen har den målsætning, at hver anden dansker skal kunne yde førstehjælp. Titlen som Årets Førstehjælper ledsages af 10.000 kroner.