To nordjyder på U16-landsholdet

{ AALBORG: To unge orienteringsløbere fra Aalborg Orienteringsklub kan godt snøre skoene ekstra godt, for mandag fik de en god nyhed om, at de er udtaget til en træningssamling med det danske U16-landshold i dagene 2.-4. juni. Mie Møller og Kristoffer Sloth har gennem hele sæson leveret så overbevisende resultater, at talentudviklingstræner Jan Scheel i Dansk Orienterings-Forbund (DOF) sendte bud efter den nordjyske duo til truppen, der tæller otte piger og otte drenge. U16-landsholdet er et helt nyt tiltag for de 15-16 årige o-løbere herhjemme, efter at DOF ikke længere deltager i Baltic Cup. Foruden træningssamlingen i juni er der også planlagt en konkurrencesamling i Sverige i starten af september. Det overordnede mål med etableringen af U16-landsholdet er at sætte øget fokus på løbernes teknikindlæring. Samtidig agter DOF at udarbejde en personlig udviklingsplan for hver enkelt løber. Yderligere to unge Aalborg-løbere har chancen for at presse sig ind i U16-truppen. Bjarke Boserup og Mikkel Johansen er nemlig henholdsvis første- og andenreserve, hvis der skulle indløbe afbud fra nogle af de otte drenge, som allerede er udtaget.OM