To nordjyske både vandt VM-medalje

Herluf Jørgensen fra Skagen sat af tronen i H-båd, men Hadsund-skipper Steffen Stegger fik sølv

Flemming Olesen
Stef­fen Steg­ger og hans to gas­ter sej­le­de sig un­der­vejs mod VM-søl­vet til to før­s­te­plad­ser i ni sej­lad­ser.ar­kiv­fo­to
Skagen 12. august 2007 06:00

BRUNNEN: To nordjyske skippere var på medaljeskamlen, da verdensmesterskaberne for H-både blev afviklet på Vierwaldstättersee ved Brunnen i Schweiz. Den forsvarende verdensmester, skagboen Herluf Jørgensen, måtte se sig detroniseret, idet han og mandskabet Christian Pasbjerg og Lars Wegener, sluttede på tredjepladsen og således tog bronzemedaljer. Tæt duel om titlen Men et skridt højere oppe på medaljeskamlen stod Hadsund-skipperen Steffen Stegger, sammen med Lars Christiansen og Carsten Pedersen med sølvmedaljerne, efter at de havde været ude i en særdeles spændende niende og sidste sejlads, i tæt duel om verdensmesterskabet med den hollandske skipper Hans Peulen. De to kæmpede intenst om titlen og holdt derfor skarpt øje med hinanden, og det rakte for hollænderne at sejle over mållinjen som nummer 16, for Steffen Stegger og hans mandskab formåede kun at tage 13.-pladsen på den afsluttende sejlads. Dermed vandt hollænderen med 45 point, efter fradrag af de to dårligste resultater, mens Hadsund-båden stod noteret for 46 point. Herluf Jørgensen og mandskab sluttede med 55 point, men gjorde det med manér, for de vandt sidste sejlads. Hadsund-båden med Steffen Stegger sejlede undervejs to førstepladser, en anden- og en fjerdeplads hjem som deres bedste resultater, men så havde de også mere ydmyge placeringer, der skulle tillægges deres regnskab. Den vindende hollandske båd vandt faktisk ikke en eneste af de ni sejladser, men deres afsluttende 16.-plads var den eneste tocifrede placering, de skulle tælle med, og derfor holdt de sig lige akkurat på toppen til det sidste. VM hvert 10. år Herluf Jørgensen og hans besætning indledte pænt med placeringer som nummer 4 - 8 - 6 og 3, men havde så en mindre nedtur, inden de altså sluttede af med at vinde niende og sidste sejlads. Herluf Jørgensen har tre gange været verdensmester i H-båd, og han har gjort det med nøjagtige mellemrum på 10 år, idet han sejrede i 1986, 1996 og i 2006. Der var 69 både med i VM-stævnet, og det har gennem årene været en dansk paradedisciplin, idet danske både siden 1980 har vundet verdensmesterskabet 16 gange af 28 mulige.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...