Golf

To nordjyske håb gik ned

HEDENSTED:Det gik galt på fjerde og sidste runde for de to nordjyske golfspillere, som var med helt fremme i kampen om DM-titlen i slagspil for mænd på Hedensted Golf Klubs bane ved Vejle. Lucas Bjerregaard fra Frederikshavn, og den forsvarende mester fra Aalborg Golf Klub, Rasmus Hjelm, var anden og tredje, kun henholdsvis et og to slag fra førstepladsen, da der var spillet tre af de fire runder. Men fjerde runde blev på det nærmeste en katastrofe, idet de begge blev noteret for 78 slag, hele syv over banens par. Og så rakte det blot til en ottendeplads til Lucas Bjerregaard med 292 slag, otte over par, mens Rasmus Hjelm var et slag dårligere på niendepladsen. Mester blev Jesper Lerchedahl fra Kokkedal med 286 slag, hvilket var to over par og et slag bedre end klubkammeraten Jacob Roth lavede på andenpladsen. Sølv til Daisy Nielsen Hos kvinderne spillede Malene Jørgensen fra Odense sig til et aldeles suverænt mesterskab. Hun var under banens par 71 i tre af sine fire runder, og satte tilmed banerekord med 66 slag. Hendes total på 279 slag var fem under banens par og hele 20 slag bedre end den næstbedste i konkurrencen. Og næstbedst, og dermed sølvvinder, blev den kun 14-årige Daisy Nielsen fra Frederikshavn Golf Klub. Hun var bedst efter første runde med 73 slag, men med 79 i anden faldt hun ned i feltet, for dog at slutte pænt med 72 og 75. Og hun var på vej mod en runde i banens par, 71 slag, på sin sidste runde, men sluttede så de tre sidste huller med en dobbeltbogey og to bogeys. Det bragte dog ikke hendes andenplads i fare, idet de følgende sluttede to slag efter nordjyden, der sin unge alder in mente kan være rigtig tolt af sin præstation blandt senioreliten. mingo