To nordjyske sejre

Fodbold, danmarksserien AaB - Brande 5-2 (3-1) AALBORG: AaB holdt trit med Næsby i topkampen, så holdet fortsat kun er to point efter fynboerne. AaB'erne leverede endnu engang en flot kamp, og kunne godt havde vundet større. Kampens store spiller blev Simon Bræmer, der selv scorede to gange og lavede oplægget, da Brande lavede selvmål. Simon Bræmer scorede til 1-0 efter 18 minutter, da han fik et langt frispark fra Milan Simko, som han efter et træk sparkede i nettet. Et minut senere brød han igennem, og hans indlæg var en Brandespiller så uheldig at sparke i eget net. Det blev 3-0 efter en halv time, da Simon Bræmer sluttede et gennembrud med at score. Inden pausen havde gæsterne reduceret. I anden halvleg forsatte AaB med at dominere. Det blev 4-1 da Erik Thuesen scorede på straffespark efter at Christian Lundberg var blevet væltet. Brande reducerede til 4-2, inden Kasper Riisgaard et minut før tid, kunne slå sejren til 5-2 fast, efter oplæg fra Christian Lundberg. Kampfakta: 1-0 Simon Bræmer, 2-0 Selvmål, 3-0 Simon Bræmer, 3-1 Rasmus Nielsen, 4-1 Erik Thuesen (straffe), 4-2 Rasmus Nielsen, 5-2 Kasper Riisgaard. Hobro - Korup 7-1 (5-1) HOBRO: I sæsonens første syv kampe har Hobro kun scoret ni gange og brændt masser af chancer. Mod Korup løb Hobro totalt rundt med modstanderen og scorede syv gange. Hobro kunne godt havde scoret endnu et par gange, det havde selv Korup ikke kunnet protestere mod. Der var klasseforskel på de to hold. - Jeg håber, det er vendepunktet for os. Vi har spillet godt i mange af de kampe, vi har tabt. Chancer har vi haft mange af, men det har været mere stolpe ud end stolpe ind for os. Det var det ikke mod Korup, og da vi først var kommet foran, styrede vi kampen, og alt forgik på vores præmisser, sagde Hobro træner Per Sørensen. - I næste uge skal vi spille mod FC Aarhus. Kan vi vinde den kamp begynder det igen at se meget bedre ud for os for så kommer vi op på ni point, og får kontakt til de mange hold midt i rækken, tilføjede Per Sørensen. -niss. Kampfakta: 1-0, 2-0 Kim Andreasen, 2-1 Steffen Linde, 3-1 Peter Thomsen, 4-1 Kim Andreasen, 5-1 Peter Thomsen, 6-1 Thomas Wetter, 7-1 Paw Røgild.