Nordjylland

To nordjyske sygehuse lukker

Fem partier i regionsrådet indgår forlig

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Det er slut med sygehusfunktioner i Dronninglund og Nykøbing Mors. Et flertal i regionsrådet, bestående af fem partier, indgik torsdag en aftale om, hvordan sygehusstrukturen i landsdelen skal være frem mod 2020.

Partierne tilslutter sig på to centrale punkter det forslag, forvaltningen tidligere i år sendte i høring. Politikerne konkluderer nemlig, at man i to byer ikke mere skal have sygehusfunktioner.

Til gengæld sendes et tredje centralt punkt til hjørnespark:

Ny analyse

Forvaltningen foreslog, at den såkaldte neurorehabilitering - altså genoptræning efter skader i eksempelvis hjernen - skulle deles mellem Brønderslev og Frederikshavn.

Med aftalen er Frederikshavn ude af billedet, når det gælder den langsigtede løsning på dette punkt. I stedet skal der laves en analyse af, om genoptræningen bedst placeres i Brønderslev, Dronninglund, Hjørring eller Aalborg, fremgår det af aftalen mellem Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Radikale Venstre.

Indtil videre vil der - udover i Brønderslev - være neurorehabilitering i Thisted og Frederikshavn.

Aftalen omfatter også psykiatrien. Her har politikerne forlængst signaleret, at de ønskede ét punkt ændret i forvaltningens udspil: Sengeafsnit N8 i Thisted nedlægges ikke - som foreslået. Det bevares med 12-16 sengepladser.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.