To nordjyske talenter får priser

Der er Reumert-fest næste lørdag. Allerede nu er Aalborg Teater sikker på to priser

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Niels Anders Manley i ”Don Juan”. Foto: Allan Toft

Lørdag i næste uge er der Reumert-fest. Aalborg Teater er i nomineret i fire gange, mens der er en enkelt nominering til Vendsyssel Teater og Limfjordsteatret i fællesskab. Men en nominering er ikke det samme som at hive gevinsten hjem, og vinderloddet afsløres altså først om otte dage.

En ting kan dog afsløres nu, og det er, at to skuespillere fra Aalborg Teater får talentpriser i næste uge. Der er i alt otte talentpriser.

Den ene pris gives til skuespiller Nanna Skaarup Voss, og hun får prisen for sin optræden i "Drengen der ville være vægtløs". Juryens motivation lyder:

"Nanna Skaarup Voss lyser på scenen. Hun har tilsyneladende en enorm viden om sine figurer. Det virker, som om hun skærer sin figur ind til knoglen, hvor den klinger bedst for hende, impulsivt og rent".

Hun er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København 2015.

Der er også en pris til skuespiller Niels Anders Manley, og han får prisen for sin rolle i "Don Juan". Om ham skriver juryen:

"Med knivskarp timing og et ekstremt tilstedevær gør Niels Anders Manley Sganarelle til noget nær hovedpersonen i Don Juan: En langlemmet, rævefjæset og cigaretpulsende hipster, der imponerer med sin uanstrengte evne til at interagere med publikum".

Han er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2015.

De andre talentpriser går til skuespiller Elliott Crosset Hove for sine optrædener i "Vrede" på Folketeatret samt "Dekalog" og "Livlægens Besøg" på Betty Nansen Teatret. Simon Bennebjerg får prisen for "Lang dags rejse mod nat" på Det Kongelige Teater. Fanny Louise Bernth får prisen for sin rolle i "VHS vs. Betamax" på Svalegangen. Scenograf Benjamin la Cour får pris for "Klokkeren fra Notre Dame - The Musical" på Fredericia Teater. Sanger Sibylle Glosted hædres for "Hamlet in Absentia" fra NordicOpera. Endelig hyldes koreograf Oliver Starpov for "Beginning and Ending" på Det Kongelige Teater.

Til de helt store priser er der fem nordjyske nomineringer: De fire af dem til samme forestilling, som Nanna Skarup Voss præmieres for: "Drengen der ville være vægtløs". Her er Ena Spottag nomineret for årets kvindelige hovedrolle. Hanne Windfeld er nomineret til årets kvindelige birolle. Forfatter Thomas Markmann er nomineret som årets dramatiker. Christian Albrechtsens scenografi er nomineret til årets scenedesign. Endelig er Limfjordsteatret og Vendsyssel Teater nomineret sammen med teatergruppen Glimt for danseforestillingen "Rammer".

Prisuddelingen finder sted på Det Kongelige Teater og er iscenesat af instruktør Birgitte Næss-Schmidt med scenografi af Julian Toldam Juhlin. Nicolas Bro og Julie Agnete Vang er værter. Tidligere har man kunnet følge showet på tv, men ikke i år. Vil man følge med, så skal man livestreame det via internettet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.