Skagen

To nye malerier til Skagens Museum

Skagens Kunstmuseer har købt to nye malerier af Marie Krøyer og Michael Ancher

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Michael Anchers ”Skagenspigen Maren Sofie Olsen med et rødt tørklæde” fra 1880´erne.

SKAGEN:Når der kommer skagensmalerier på auktion, håber Skagens Kunstmuseer hver gang, at det vil lykkedes at købe værkerne, så de kan komme offentligheden til glæde.

Og tirsdag eftermiddag gik tingene op i en højere enhed, og derfor er Michael Anchers ”Skagenspigen Maren Sofie Olsen med et rødt tørklæde” fra 1880´erne, og Marie Krøyers ”Solbeskinnet Pergola fra Ravello” fra 1890 nu føjet til verdens største samling af malerier af skagensmalerne.

- Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes os at erhverve to vigtige og spændende malerier til vores samling. Michael Ancher er kendt for sine dramatiske gengivelser af de lokale fiskeres hverdag i Skagen. Men han arbejdede også med en mere intim og privat motivverden. Portrættet af Maren Sofie er særligt vigtigt, da hun var Anchers foretrukne model og symbol på en skagenspige i 1880´erne, forklarer Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer.

Privat eje

Købet af Marie Krøyers stemningsfulde billede vækker mindst lige så stor begejstring.

- Der findes ikke ret meget af Marie Krøyer i offentlige samlinger. Det meste af det hun lavede er i privat eje, og her er der primært tale om skitser, møbler og andre designs. Skagens Kunstmuseer har den største samling af hendes malerier, og det antal er nu oppe på bare ni i alt, da hun - trods et åbenlyst talent - aldrig for alvor overgav sig til kunstmaleriet. Det nye billede er malet under hendes bryllupsrejse til Italien med P.S. Krøyer, og det minder meget om et maleri hendes mand malede på samme rejse, uddyber Lisette Vind Ebbesen.

Når de to nye malerier er kommet hjem til Skagen, skal de først have en kærlig behandling af museets konservator, før de indgår i udstillingerne.

Hammerslag

Marie Krøyers ”Solbeskinnet Pergola fra Ravello” var vurderet til 150.000-200.000 kroner, og fik hammerslag på 210.000 kroner, mens Michael Anchers ”Skagenspigen Maren Sofie Olsen med et rødt tørklæde” var vurderet til 125.000-150.000, men endte med et hammerslag på 110.000 kroner.

Begge køb kunne kun lade sig gøre, på grund af økonomisk støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Skagens Kunstmuseer rummer Skagens Museum, Drachmanns Hus og Anchers Hus. Samlingen udgør i alt godt 9000 værker fra skagensmalernes periode, der strækker sig fra cirka 1870 til 1930.

Betegnelsen værk dækker over malerier, skitser, figurer, keramik og andre genstande.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.