To østeuropæiske keepere i kamp om én plads hos Aalborg DH

Hviderussisk es kan vippe ukrainer af pinden

AALBORG:Oprykkerne til kvindernes bedste håndboldliga, Aalborg DH, har i en uge haft en særdeles stærk og rutineret målvogter, 37-årige Oksana Ploshinskaja fra Ukraine, til prøvetræning. Men nu risikerer ukraineren at blive overhalet indenom af en konkurrent fra Hviderusland, 26-årige Natalia Petrakova, som netop er dukket op i Aalborg til prøvetræning i næste uge. Sportschef i Aalborg DH, Per Andersen, siger, at Ploshinskaja ved en række træninger har bevist sit værd, og er sluppet godt fra sin optræden for Aalborg DH. Hun har niveau til den danske Håndboldliga, efter Per Andersens mening, og så har hun i sagens natur en værdifuld rutine på bagen, så derfor overvejer man nu, om der skal indledes konkrete kontrakt-forhandlinger med hende. Men samtidig får man nu mulighed for at kigge Hvideruslands absolut bedste keeper, Natalia Petrakova, nærmere an, og derfor søger man af gode grunde at trække den endelige beslutning til sidst i næste uge, for det mest sandsynlige er, at man laver kontrakt med en af de to målvogtere. - Vi har hele tiden gerne villet have tre målvogtere, og gerne en med noget international rutine, og det får vi nu chancen for. Men derefter har vi også gjort vort sidste indkøb. Så er truppen komplet og på plads, lyder det fra Aalborg DH's sportschef. Natalia Petrakova har spillet 76 landskampe for Hviderusland, og er den af de to, som har fremtiden for sig i kraft af sine 26 år. Hun kommer fra klubben Polytechnik i Minsk, den klub, der stort set er identisk med det hviderussiske landshold. Hun spillede i sæsonen 1998-99 i norske Lunner, derpå to sæsoner i Fjellhammer, ligeledes i Norge, inden hun atter var en sæson i Lunner. I fjor skiftede hun imidlertid til det absolutte storhold i Kroatien, Podravka, der vandt såvel mesterskab som pokalturnering. Hun har repræsenteret Hviderusland ved VM i 1996 i Tyskland og i -99 i Norge, hun var med i EM-slutrunden i Rumænien i 2000 og i Danmark i 2002, hvor hun var på banen i tre kampe og spillede to en halv time, med en registreret redningsprocent på 32. Til hendes fordel taler også, at hun via sit fire-årige ophold i Norge taler både norsk og engelsk, så på den led vil hun kunne integreres forholdsvis let i den efterhånden meget internationalt prægede Aalborg DH-trup. - Men hun skal være god for at slå Ploshinskaja, som nu er rejst hjem, siger Per Andersen. - Men det er klart, at hvis de to er lige gode, så vejer blandt andet alder, aktuel landsholdsstatus og ikke mindst sprog til fordel for Petrakova, og når vi nu har mulighed for at kigge hende an, så vil vi ikke lade den chance gå os forbi, siger Aalborg DH's sportschef. På mandag er Petrakova således på plads i Aalborg DH-målet, når holdet - i noget nær stærkeste opstilling - spiller træningskamp i Tornhøjhallen i Aalborg Øst mod norske Furuseth. Storskytten Agnes Farkas vil ikke kunne deltage hos aalborgenserne, da hun først vender tilbage fra Ungarn og en landsholdssamling om aftenen. Men ellers forventer Per Andersen, at de øvrige, navnestærke spillere, med Mia Hundvin, Heidi Astrup, Beatrix Benyats, Natalia Deriouguina, Erika Nilsson med flere vil være på banen for Aalborg DH.