To påsatte brande ved Hobro og Als

To gange i løbet af mandag satte gerningsmænd ild til først et sommerhus og dernæst ungdomsboliger.

Brandstiftelser 22. september 2009 00:21

Ved et-tiden mandag opdagede en nabo i et sommerhusområde ved Als, at et sommerhus stod i flammer. Brandfolkene fik slukket branden, men flammerne havde nået at ødelægge sommerhuset. Ifølge vagtchefen hos Nordjyllands Politi har der været indbrud i sommerhuset. Der er blandt andet stjålet hvidevarer, og herefter har gerningsmændene hældt brandbar væske, formentlig lampeolie, fem-seks steder i huset, hvorefter der er sat ild til væsken. Senere mandag - omkring 19.30 - udbrød der brand i en ejendom på Randersvej i Hobro. Ejendommen er et tidligere motel og rummer i dag 14 ungdomsboliger. Ifølge vagtchefen er der her heller ingen tvivl, om at branden var påsat, da gerningsmændene har kastet tre halvanden liters flaske fyldt med benzin ind på tre forskellige værelser. Men kun en af flaskerne blev antændt. Ingen personer kom til skade ved branden. Teknikere fra Nordjyllands Politi skal tirsdag lede efter spor efter de to påsatte brande.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...