To par indgår samarbejde om koncerter

Jørn Jensen og Hanne Andreasen fra Pigernes Kro i Sdr. Onsild og Paw Olesen og Karen Iburg fra Den Blå Fisk i Hobro går nu sammen i et musikalsk samarbejde.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De gyldne Løver kommer til oktober. Arkivfoto

I et forsøg på at kombinere deres egen musikinteresse med de gode koncert-muligheder på Pigernes Kro har de foreløbig planlagt tre koncerter henover vinterhalvåret. - Men hvis koncerterne bliver en succes, har vi planer om at fortsætte vores samarbejde og lave flere fredagskoncerter, erklærer Paw Olesen fra Den Blå Fisk som talsmand for de fire koncertarrangører. Fredag 7. oktober kommer "De Gyldne Løver", som vist i øvrigt ikke behøver nogen nærmere præsentation i det nordjyske. Det bliver en af "Løvernes" sidste koncerter, da de har planer om at stoppe med udgangen af 2011. Fredag 11. november kommer Monrad og Rislund med deres nye show, der meget betegnende for d'herrers selverkendelse hedder "Senildemente Sjuskemikler". Et show, der rummer både nyt materiale, de to komikere ikke har kunnet lære, og gammelt materiale, makkerparret for længst har glemt... Sidste koncert i rækken er programsat til 3. februar 2012, hvor "Everybody's Talking" gæster Sdr. Onsild. Trioen består af Billy Cross, Jimmy Colding og Lars Maasbøl. Tre erfarne musiknavne, der kombinerer iørefaldende sange med ægte og erfarent musisk talent og spilleglæde. Alle tre koncerter kommer til at forløbe efter samme koncept. De starter kl. 19 med spisning og efterfølgende vil der være koncert. Spisning er inkl. i billetprisen. Pigernes Kro i Sdr. Onsild kan som tommelfingerregel rumme 300 spisende gæster. Billetterne kan købes på Pigernes Kros hjemmeside www.pigerneskro.dk.