Tyverier

To personer fængslet i 14 dage

Varetægtsfængslinger er en udløber af stor politiaktion tirsdag, hvor politiet sigtede 12 personer og beslaglagde tyvekoster fra sommerhus-indbrud.

De mange tyvekoster fyldte godt op hos politiet i Hjørring. Foto:

De mange tyvekoster fyldte godt op hos politiet i Hjørring. Foto:

Onsdag blev to personer varetægtsfængslet i en omfattende indbruds- og hælerisag i Nordjylland. Fængslingerne er en udløber af en aktion tirsdag, hvor Nordjyllands Politi slog til på 14 adresser i det vestlige Vendsyssel, Aalborg samt i Hobro-området; 12 personer blev sigtet for indbrud og hæleri af tyvekoster, som stammer fra indbrud i sommerhuse langs den nordjyske vestkyst. Det var to af disse personer, der onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør. Det foregik for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, så det er sparsomt, hvad der kan oplyses. - Der er tale om to mænd i 20'erne, som begge er blevet varetægtsfængslet i 14 dage, oplyser vicepolitikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Hjørring. På trods af, at 12 personer allerede er sigtet, så stopper sagen ikke der. - Jeg forventer, at der er flere sigtelser på vej i nærmeste fremtid, siger Peter Skovbak. Ved aktionen tirsdag beslaglagde politiet blandt andet 20 fladskærme, højtalere, surroundanlæg, plæneklippere, spillekonsoler, værktøj, støvsugere, brændekløvere, en ATV, møbler, lamper og grill. Hvis man er indbrudsramt sommerhus-ejer, så er beskeden i øvrigt, at politiet de næste par uger vil forsøge at matche indbrud og tyvekoster, så sagerne kan komme tilbage til de retmæssige ejere.