Trafikulykker

To personer fastklemt i ulykke

Kvinde brækkede begge arme og slog bækkenet, da hun blev fastklemt ved ulykke nær Aabybro. Opdateret kl. 20.55.

To personer blev fastklemt i forbindelse med ulykken ved Biersted. Foto: Martin Damgård

To personer blev fastklemt i forbindelse med ulykken ved Biersted. Foto: Martin Damgård

Tre ambulancer blev sendt til krydset Kattedamsvej/Damvej mellem Aabybro og Biersted lørdag eftermiddag, da to biler stødte sammen omkring kl. 16.20. En mand kom kørende på Damvej og overså Kattedamsvej, før det var for sent. Han fortsatte direkte ind i siden på en bil, der kom kørende på Kattedamsvej. Bilen, der blev ramt, trillede om på taget, og den kvindelige bilist og hendes mand blev klemt fast. De blev hjulpet ud af bilen af Beredskab Jammerbugt. Manden slap med småskrammer, mens kvinden har slået bækkenet og har brækket begge arme. Hun er indlagt på intensivafdelingen til observation for indre blødninger, oplyser vagthavende ved Nordjyllands Politi. Føreren af den anden bil og hans hustru blev undersøgt på skadestuen for nakkesmerter men er ellers uskadte. Det samme er deres to børn, som sad på bagsædet, fortæller vagthavende.