Mand med pistoler i hænderne gik ind hos tilfældige

Dommer i Roskilde har varetægtsfængslet 32-årig mand, der skal mentalundersøges.

Med en skarpladt pistol i hver hånd gik en mand på Kalundborg-egnen lørdag aften ind hos tilfældige borgere på to adresser.

Det oplyser specialanklager Anja Lund Liin efter et grundlovsforhør søndag, hvor en dommer har besluttet at varetægtsfængsle den 32-årige frem til 26. september.

Manden var ikke truende, men hans opførsel førte ikke overraskende til, at politiet blev alarmeret.

Den sigtelse, som søndag er blevet fremlagt i retten, drejer sig ikke bare om besiddelse af to skarpladte pistoler på offentlig gade og vej.

Den nævner også, at betjente i hans hjem desuden fandt to andre ladte skydevåben. Dels en riffel, og dels en pumpgun, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

I forbindelse med anholdelsen, som skete lørdag ved 22-tiden, blev også den 32-åriges kæreste anholdt, men hun blev løsladt igen.

Manden nægter sig skyldig, men ønskede i øvrigt ikke at svare på spørgsmål i søndagens retsmøde.

I øvrigt er det i grundlovsforhøret bestemt, at manden skal mentalundersøges, oplyser specialanklageren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.