Ældreforhold

To plejehjem beholder sygeplejersker

Selv om resten af kommunens plejehjem skal til at ringe efter sygeplejersker, kan Aabybro Plejehjem og Birkelse Plejecenter se frem til fortsat at have afdelingssygeplejersker gående

JAMMERBUGT:Afdelingssygeplejersker vil fortsat være fast inventar på Aabybro Plejehjem og Birkelse Plejecenter. De er nemlig drevet af Danske Diakonhjem og ikke af kommunen. Sådan lader det også til at fortsætte med at være. Social- og sundhedsudvalget godkendte nemlig i tirsdags forslaget om, at Danske Diakonhjem driver de to plejehjem i mindst to år endnu. Selv om hjemmene skal følge kommunens retningslinier, kommer de dog til at adskille sig fra de andre på et punkt: - Plejehjemmene afgør selv, hvilke faggrupper de ønsker at bruge, fortæller social- og sundhedsudvalgets formand, Eva Rytter Andersen (S). De to hjem har derfor hver deres afdelingssygeplejerske gående, hvor kommunens plejehjem skal tilkalde en, når det er nødvendigt. Forstanderen for Aabybro Plejehjem, Frank Dubgaard, fortæller, at de vil blive ved med at have en fast afdelingssygeplejerske. - Så har vi en i huset, der har opsyn med det sygeplejemæssige, forklarer han. Forstanderen kunne ikke tænke sig at skulle ringe og tilkalde en sygeplejerske, ligesom resten af kommunens plejehjem skal: - Det synes vi ikke, der er sikkert nok. Han fortæller, at Danske Diakonhjem har den holdning, at det er nødvendigt, at der er en fast sygeplejerske gående på hjemmene. - Det er betryggende for beboere og for de pårørende, som kan ringe og tage en snak med sygeplejersken, forklarer han. Tilfredse parter Til trods for at de to hjem adskiller sig fra kommunens øvrige mht. sygeplejerskerne, er samarbejdet alligevel blevet forlænget. - Det har fungeret tilfredsstillende for begge parter i al den tid, det har foregået, forklarer Eva Rytter Andersen. Inden kommunesammenlægningen havde Danske Diakonhjem nemlig en aftale med Aabybro Kommune, som Jammerbugt Kommune nu har overtaget. -Hvis vi kan lave en aftale, som tilgodeser alle parter, så vil vi ikke udelukke nogen, tilføjer Eva Rytter Andersen.