To plus to er lig et pletskud

Børnene gik til den på skydebanerne i Gl. Lindholm Skoles kælder

Skolevæsen 26. juni 2003 08:00

NØRRESUNDBY: Koncentrationen lyser ud af 13-årige Helle Arendt: Hun tager sigte, fører aftrækkeren i bund, og plaf, sætter sit skud midt i skiven. Så gør hun det lige en gang mere. Helle Arendt er taget med sin 11-årige veninde Camilla Dige til skydning i kælderen på Gl. Lindholm Skole. Her har Forsvarsbrødrenes Skydeklub og Aalborg Kommune inviteret skolebørn fra 4. til 10. klasse til at få testet deres sigtekorn som led i Aktiv Sommer-tilbudene. Selv om kun få af børnene har prøvet at skyde før, er der kort mellem fuldtræfferne. En dreng, der er for lav til selv at skifte skydeskiverne, scorer 170 points ud af 200 mulige - og det er vel at mærke hans første gang på skydebanen. - Jaja, bare fordi I rammer rigtigt et par gange, skal I ikke tro, I er verdensmestre. Så skal I komme nogle flere gange, driller instruktør Ove Kristensen. Koncentration Skydning er ikke en sport, der kræver rå muskler. Derimod gælder det om at koncentrere sig dybt, og dermed appellerer sporten også til piger. - Faktisk er pigerne tit bedre til at skyde end drengene, der tror, det er som at være cowboy i Det Vilde Vesten, siger Ove Kristensen. Og man må sige, at han har ret i tilfældene Camilla Dige og Helle Arendt, som begge skyder talrige pletskud. Men begge piger har også prøvet det før, da de er medlemmer af Horsens Hammer Skydeforening i Vodskov. Helle er tilfreds med sine 186 points, selv om hun har en personlig rekord på 192. Camilla er mindre tilfreds med sine 175 point. Hendes rekord lyder på 180, men hun har også kun skudt i to måneder. - Jeg går til skydning, for hvis der nu kommer en for at slå dig ihjel, er det godt at kunne forsvare sig, griner den sprælske Camilla. - Og jeg går til skydning, fordi det er sjovere end hiphop, som jeg gik til før, siger Helle, der har været medlem i Vodskov-skydeklubben i et halvt år. Matematik Skydning er i høj grad en hjernesport. Instruktør Ove Kristensen fortæller, at der er statistisk belæg for at sige, at de børn, der er gode til at skyde, får bedre karakterer i matematik end deres jævnaldrende kammerater. Det har en landsdækkende undersøgelse af en række ungdomsmedlemmer i skytteforeninger vist. Forklaringen er, at skytterne tager koncentrationen fra skydebanen med sig til lektielæsningen under natlampen. - Se nu bare på pigerne her. Camilla ryster over det hele, fordi der er så meget gang i hende. Helle virker som en mere tænksom type, og derfor skyder hun bedre, siger Ove Kristensen. Og faktisk er Helle Arendt dygtig til både dansk og matematik, så et eller andet er der nok om snakken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...