To priser til Beierholm

Lokalt revisionsfirma har fået to priser af Socialministeriet

Jørgen Ingvardsen,
broenderslev-dronninglund @nordjyske.dk
De fem ansatte hos revisionsfirmaet Beierholm i Dronninglund er med rette stolte over de to fornemme priser.Privatfoto
Kundeservice 20. december 2010 11:44

I lokalkontoret i Dronninglund ranker medarbejderne i revisionsfirmaet Beierholm disse dage ryggen lidt mere, end de plejer. Det har de også god grund til, for firmaet har netop fået tildelt Socialministeriets pris for at være med til at gøre en indsats for at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv. Prisen har firmaet vundet i kategorien store private virksomheder. Nok er firmaet stort, men man har alligevel også 'små' virksomheder, da der findes kontorer i mange byer i Danmark. Det mindste kontor ligger i Dronninglund, hvor fem medarbejdere har deres daglige gang. - Selvom Beierholm efterhånden er vokset til en stor virksomhed, oplever vi alligevel i dagligdagen, at der er en nærhed i ledelsen, fortæller revisor Jane Holm Jensen. - Vi har altid mulighed for at kunne få tilpasset arbejdstider, hvis der er særlige behov af hensyn til f.eks. børnepasning. Det gør, at vi er rigtig glade for vores arbejdsplads og altid har lyst til at møde på arbejdet og arbejde sammen med kollegaerne, og dermed har vi de bedste forudsætninger for at kunne servicere vore kunder på den bedste måde. - Vi har i Dronninglund fordelene ved at fungere som et lille kontor i lokalområdet, hvor vi bl.a. betjener lokale kunder, men samtidig har vi de store styrker ved at være en del af en større virksomhed, hvor vi altid har mulighed for at trække på specialister ved f.eks. særlige skatte- og momsforhold. Udover balanceprisen er Beierholm også blevet kåret som værende blandt de bedste arbejdspladser. Firmaet opnåede således at blive nummer syv i kategorien virksomheder med over 500 medarbejdere. Kåringen blev foretaget af Berlingske Nyhedsmagasin og Great Place to Work. - "Det er helt overvældende, for det stopper ikke her," kan Jane Holm Jensen oplyse. - Som en helt særlig pris har vi også fået tildelt specialprisen "livslang læring", fordi Beierholm støtter og coacher sine medarbejdere gennem hele arbejdslivet. Det sker dels som led i den uddannelse, der kræves for at være revisor, dels som led i vedligeholdelse af de faglige kvalifikationer. Revisorbranchen er jo kendetegnet ved at være meget vidensbaseret, og derfor er det altafgørende, at medarbejderne er opdaterede inden for deres fagområder. Beierholm har formået at få udviklingen af medarbejderne til at være en del af medarbejdernes trivsel, da den enkelte medarbejder har stor indflydelse på tilrettelæggelsen af egen uddannelse. - Vi synes faktisk, at vi har Danmarks bedste arbejdsplads, og vi er rigtig stolte af, at dette er blevet 'prissat' ved tildelingen af de flotte priser, slutter revisor Jane Holm Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...